I dagens afsnit af dr.dk’s julekalender #DRjuleklip er vi atter en gang dykket ned i TV Avisens arkivklip. Dagens klip er fra 1988 og dengang var det svært at finde ud af, hvornår, hvordan og til hvilken pris en gave kan byttes.

Men det kan også skabe problemer i familien at bytte en gave ud med noget andet, siger dagens julegæst og Mads og Monopolets helt egen Mads Steffensen, der gennem årene har fået mange henvendelser fra lyttere, der står i et bytte-dilemma.

– Man har fået en gave til 200 kroner, og man har selv givet en til 500 kroner. Kan det have sin rigtighed? Og skal man sige noget?, spørger MAds Steffensen retorisk.

– Man skal være glad for det, man får, for hvis nogen har givet en gave til 200 kroner, så er det, fordi de har kigget på dig og tænkt, at du skal have lige præcis den her dåseåbner, for den står du og mangler, og så er den givet i kærlighed, siger han.

På trods af gave-ekspertisen fra Monopol-tiden har Mads Steffensen dog også selv fået givet en gave, der ikke var lige i skabet til sin egen kone. En pool-kø, som konen endte med at bytte til en rød kjole.

– Det var fint med mig, for jeg vil hellere se hende i den end med en pool-kø. Jeg ved ikke, hvad fanden jeg havde tænkt på, siger han efter at have fortalt om, hvordan konens morfar inden da havde forsøgt at redde situationen.